Direktør til DGI Sydøstjylland

Hvad kræver det at sætte retning for en organisation med øje for både fællesskaber, idrætsaktiviteter og udvikling i lokalsamfundet? DGI Sydøstjylland søger en direktør, der kan samle de forskellige perspektiver og omsætte strategi til handling – og samtidig bevare fokus på dem, organisationen er sat i verden for.

Sæt retning for dem, der får fællesskaberne til at leve 

Som direktør for DGI Sydøstjylland skal du skabe resultater gennem ledere, medarbejdere og relationer. Du bliver øverste administrative leder i en organisation, hvor frivillighed og foreningsliv er selve fundamentet, og hvor en ny strategi for landsdelen frem mod 2030 skal tage form. Det kræver strategisk udsyn og politisk tæft – og en sikker fornemmelse for, hvornår du skal lytte, og hvornår du skal sætte retning.

Du får en central position mellem bestyrelsen, organisationen og en bred kreds af eksterne samarbejdspartnere. Din opgave bliver at få de forskellige perspektiver til at mødes – og samtidig holde fast i, hvor DGI Sydøstjylland skal hen.

Mere konkret er du, den der:

  • fungerer som bestyrelsens tætte administrative sparringspartner og sikrer et solidt grundlag for politiske beslutninger
  • driver udviklingen af DGI Sydøstjyllands strategi for 2027-2030 og omsætter den til tydelige mål og prioriteringer 
  • leder ledergruppen og skaber rammerne for, at ledere og medarbejdere lykkes
  • har en central rolle i transformationen omkring DGI’s og idrætsforeningernes rolle som lokalsamfundsaktører
  • skaber sammenhæng og prioritering på tværs af organisationens fagligheder og indsatser
  • sikrer, at DGI Sydøstjylland fortsat skaber stor værdi for medlemsforeningerne og bidrager til inkluderende og bæredygtige foreningsfællesskaber
  • opbygger relationer til kommuner, politikere, idrætsorganisationer, fonde og øvrige samarbejdspartnere og positionerer DGI Sydøstjylland som en tydelig stemme for idræts- og foreningslivet
  • har det overordnede ansvar for økonomi og ressourcestyring samt bidrager aktivt til samarbejdet på tværs af DGI.

Du får det overordnede ledelses- og personaleansvar for 27 medarbejdere og leder først og fremmest gennem din ledelse af en ledergruppe på tre. Du refererer til bestyrelsesformand Henrik Louring, og din arbejdsplads bliver på landsdelskontoret i Horsens.

Faglige forventninger møder forståelse for mennesker 

Kærlighed og Krav. Sådan beskriver en medarbejder kulturen i DGI Sydøstjylland. 

For her møder høje faglige forventninger forståelse for det hele menneske. Der er frihed under ansvar, medarbejderne har stor indflydelse på opgaver og løsninger, og sparring på tværs er en naturlig del af hverdagen. 

I mere end 150 år har DGI arbejdet tæt sammen med idrætsforeninger om at gøre danskerne mere aktive og styrke fællesskabet. I dag er mere end 6.700 lokale idrætsforeninger med tilsammen næsten 2 millioner medlemmer en del af organisationen. 

DGI Sydøstjylland er én af DGI’s 14 landsdele og dækker Kolding, Fredericia, Vejle, Hedensted og Horsens kommuner.

Strategi i hovedet – mennesker i hjertet 

Der kan være flere veje til direktørstolen. Du behøver ikke have tilbragt hele dit arbejdsliv i idrættens verden. En længerevarende relevant uddannelse er en fordel, mens en lederuddannelse på minimum diplomniveau er en forudsætning.

Til gengæld skal du have solid erfaring med at lede ledere. Du sætter en tydelig retning, træffer beslutninger og skaber fremdrift – men du giver samtidig ledergruppen plads og sparring. Din ledelsesstil er nemlig tillidsfuld og lyttende, og du møder mennesker med nysgerrighed.

Du har forståelse for foreninger og frivillighed samt erfaring med samarbejde med kommunale aktører. Du behøver ikke være ekspert i idrætspolitik – så længe du kan navigere i en relationel og værdibåret organisation.

Endelig trives du i en synlig rolle og har lyst til over tid at blive et kendt ansigt for DGI Sydøstjylland – i netværk, på sociale medier og ved lokale og nationale arrangementer.

Lyder kombinationen af strategi, mennesker og handlekraft som din næste ledelsesopgave? 
Så kan direktørstolen i Horsens måske blive din.

Find flere informationer og søg stillingen via linket her.

Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Stillingstype: Fuldtid
Lokation: Langmarksvej 57, 8700 Horsens, Danmark, 8700, Horsens, Denmark
Jobkategori: Ledelse

DGI betragter mangfoldighed som en styrke. DGI opfordrer derfor alle uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge ledige stillinger.

DGI hjælper foreningerne med at gøre en forskel, for det danske samfund, for idrætten og for dig. DGI er både en idrætsorganisation og en samfundsaktør. Vi har flere end 1,9 millioner medlemmer og har i mere end 150 år arbejdet for at gøre danskerne mere aktive.

Som idrætsorganisation får vi sammen med vores 6.700 foreninger og 180.000 frivillige ildsjæle danskerne ud i naturen og ind på banen, alle fra børn til seniorer, begyndere og rutinerede.

Samtidig ønsker DGI at spille en central rolle som samfundsaktør, både nationalt og lokalt sammen med vores 14 landsdelsforeninger, som er fordelt over hele landet. Vi har ambitiøse mål og vil i partnerskab med kommuner, fonde og det øvrige civilsamfund bidrage til at løse komplekse nationale problemstillinger, så endnu flere danskere kan blive stærkere og mere motiverede af at dyrke idræt i et fællesskab og være med i en forening.

DGI

  • Havneparken 14A, 7100 Vejle
  • CVR-nummer: 40011218
  • info@dgi.dk
Powered by Emply