DGI Storkøbenhavn søger idrætskonsulent til håndbold

Vil du være en del af en organisation, som går forrest i udviklingen af idrætsforeninger?

Har du foreningskendskab og en stærk konsulentfaglighed inden for håndbold? 

Så er du måske vores nye kollega i DGI Storkøbenhavn.

Vi søger en ny konsulent, som kan arbejde strategisk og er en drivkraft i udviklingen af håndbold i Storkøbenhavn. Med udgangspunkt i din faglige viden og erfaring skal du samarbejde med håndboldklubberne om udvikling af klubmiljø, aktiviteter og uddannelse af trænere og ledere. 

DGI Håndbold udbyder en række centrale aktiviteter, hvorfor vi forventer, at du er i stand til at udvikle og drifte både kurser, stævner og samarbejde med skoler. Du understøtter håndboldklubberne i deres dagligdag og er deres sparringspartner og rådgiver. 

Du skal derfor kunne skabe gode relationer til nøglepersoner i håndboldklubberne samtidig med, at du kan inddrage kolleger i huset som besidder andre fagligheder. 

DGI Storkøbenhavn har indgået en række kommunepartnerskaber med henblik på at skabe de bedste forudsætninger for idrætsforeningerne lokalt. I den forbindelse samarbejder vi med stærke og toneangivende foreninger om deres specifikke udfordringer og potentialer. En del af de foreninger er håndboldklubber, hvorfor du får en vigtig rolle i disse udviklingsprocesser. 

Udover din faglige viden og netværk relateret til håndbold vil det være en fordel, hvis du også har kompetencer eller baggrund indenfor fx byudvikling, arkitektur, projektledelse, procesfacilitering eller erfaring fra en kommunal kontekst, som kan styrke husets samlede kompetenceprofil.

Du bliver en del af et fagligt fællesskab i DGI Storkøbenhavns idrætsteam og vil også arbejde sammen med andre funktioner. Herunder administration, projektudvikling, foreningsudvikling, kommunikation m.v.  

Din profil

  • Faglig viden om håndbold og ambitioner for udvikling af idrætten
  • Erfaring med klubudvikling og gerne kendskab til håndboldklubberne i Storkøbenhavn
  • Erfaring som konsulent eller projektleder – du ved, hvordan man skaber fremdrift og resultater
  • En udadvendt og opsøgende tilgang – du trives med at skabe relationer og netværk
  • Kompetent bruger af administrative systemer
  • Faglige kompetencer, som bidrager til husets samlede profil

Praktiske oplysninger

Stillingen er på 37 timer ugentligt.

Tiltrædelse 1. januar 2027. 
Aften- og weekendarbejde vil forekomme. 
Med i stillingen hører frokostordning, PC og mobiltelefon.

DGI Storkøbenhavn

Som idrætsforeningernes udviklingshus styrker vi idrætsforeningerne i en by i konstant forandring. Vi dækker 11 kommuner og repræsenterer ca. 650 idrætsforeninger, der samlet set har mere end 300.000 medlemmer. Vi oplever vækst i medlemstal og samarbejder tæt med foreninger og kommuner om de lokale udviklingsmuligheder.

Vi tilbyder et godt socialt arbejdsmiljø med ca. 55 passionerede medarbejdere og mange frivillige. Kontoret ligger i moderne lokaler centralt i København på Vesterbrogade lige overfor Hovedbanegården.

 

Ansøgningsfrist

Torsdag den 19. november.

Vi holder samtaler mandag den 23. november og anden samtale onsdag den 25. november.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Stillingstype: Fuldtid
Lokation: Vesterbrogade, 6D, 1620, København, Denmark
Jobkategori: Idræt
Kontaktperson: Mathias Haulund
Telefonnummer: 40127804

DGI betragter mangfoldighed som en styrke. DGI opfordrer derfor alle uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge ledige stillinger.

DGI hjælper foreningerne med at gøre en forskel, for det danske samfund, for idrætten og for dig. DGI er både en idrætsorganisation og en samfundsaktør. Vi har flere end 1,9 millioner medlemmer og har i mere end 150 år arbejdet for at gøre danskerne mere aktive.

Som idrætsorganisation får vi sammen med vores 6.700 foreninger og 180.000 frivillige ildsjæle danskerne ud i naturen og ind på banen, alle fra børn til seniorer, begyndere og rutinerede.

Samtidig ønsker DGI at spille en central rolle som samfundsaktør, både nationalt og lokalt sammen med vores 14 landsdelsforeninger, som er fordelt over hele landet. Vi har ambitiøse mål og vil i partnerskab med kommuner, fonde og det øvrige civilsamfund bidrage til at løse komplekse nationale problemstillinger, så endnu flere danskere kan blive stærkere og mere motiverede af at dyrke idræt i et fællesskab og være med i en forening.

DGI

  • Havneparken 14A, 7100 Vejle
  • CVR-nummer: 40011218
  • info@dgi.dk
Powered by Emply